YIN YOGA
Yin Yoga er en blid, meditativ og langsom form for yoga med fokus på at skabe indre ro, stilhed og fleksibilitet i krop og sind. Yin Yoga indeholder lange og dybe siddende eller liggende stræk som holdes mellem 3-6 minutter afhængig af strækket og intensiteten. Du får god tid til at bevæge dig ind i stillingen, finde stilhed og derefter til at mærke dig selv og din krop. Det kan udfordre tålmodigheden, men samtidig føles befriende, når man lader krop og sind give slip.
Yin Yoga indeholder principper fra Traditionel Kinesisk Medicin (TCM), som arbejder med kroppens meridianbaner og de fem elementer og kan være med til at opløse stagneret energi i vores krop. Chi (eller Qi) er den vitale livsenergi, der ifølge TCM flyder gennem kroppens meridianbaner. Hvis flowet er blokeret eller stagneret, kan det opleves som fysisk smerte, spændinger eller emotionel ubalance. Yin Yoga arbejder med at fjerne disse blokeringer.
Hvis du har en travl hverdag, savner et pusterum og gerne vil arbejde med at opnå mindre tankemylder, mindre stivhed i kroppen og gerne vil berolige dit nervesystem, så kan denne form for yoga måske være noget for dig.
Hos mig behøver du ingen erfaring med yoga eller meditation - alle kan være med uanset om du har prøvet yoga eller ej før.
Yin Yoga er for alle - nybegyndere og øvede
- styrker kroppens bindevæv, led og sener
- løsner stivhed i kroppen
- træner dig i at være i nuet
- beroligerer dit sind og nervesystem
- er et værktøj mod stress og spændinger
Du kan finde mig i Samavesa Yogastudio på mine faste klasser og ellers ræk ud hvis du ønsker 1:1 session eller undervisning til et event for dine kollegaer, venner eller en anden form for sammenkomst.
Min undervisning baserer sig på Yin Yoga traditionen fra Paul Grilley, Sarah Powers og Bernie Clarks.