Jeg har så længe jeg husker aldrig følt mig sådan ægte smuk.

Måske du kender til det at være din egen største kritiker og den første til at se alle “fejlene” når du ser et billede af dig selv eller finder dig selv i et genspejl i et butiksvindue.

Steen kalder mig smukke. Hver eneste dag. Jeg føler mig heldig for, at han ser det smukke i mig. Men nogle dage mærker jeg det bare ikke selv.

Andre kan kalde dig smuk eller synes at du er smuk, men du har måske svært ved at tage imod komplimenten. Hvorfor? Fordi det først er når du selv tror på det, at du kan tage imod det.

Begrebet smuk, har for mig ændret sig meget med tiden og jo ældre jeg er blevet. Det handler ikke længere kun om det ydre. Det handler mere om det, der går udover det øjet ser og i højere grad om det kroppen sanser. Det som sjælen mærker. At jeg lever i overensstemmelse med mine værdier og den jeg er. Det er en øvelse — ligesom alt andet i livet.

Jeg har et stort ønske om, at vi alle skal blive bedre til at se det smukke i os selv. Vi skal øve os i, at turde fortælle om det smukke vi ser i hinanden. Ligesom Steen, der hver eneste dag insisterer på at kalde mig smukke. Også de dage jeg ikke selv mærker det.

På den måde kan vi være med til at opløfte i stedet for at nedbryde — i en verden, hvor mange ting omkring os er i nedbrydelse. Vi må alle forsøge at gøre en forskel der hvor vi nu kan.